Dragørs
beliggenhed som et fremskudt punkt i Øresund har gennem tiderne øvet afgørende
indflydelse på byens udvikling. Det har været et naturligt overfartssted
til Skåne - i middelalderen som i dag. Placeringen har begunstiget fiskeri
og søfart, som lige indtil dette århundrede har været byens eksistensgrundlag,
og som er årsagen til, at der overhovedet er opstået en by på dette
sted.
Hansetiden
"Østen for Sjælland bryder
havet igennem og skiller øen ved et sund, hvor fiskerne plejer hvert år
uden undtagelser, at gøre en ganske overordentlig fangst, ja fiskene flokkes
i så tykt i hele det sund, at det kan træffe sig den gang, man har ondt
ved at ro derigennem og behøver hverken garn eller krog, men kan øse fisken
op med de bare hænder".
Af Saxos fortale til Danernes
Bedrifter, forfattet kort efter 1200, Grundtvigs oversættelse.
Det er denne af Saxo omtalte silderigdom,
der danner grundlaget for de store
skånemarkeder, hvor købmænd fra nær og fjern mødtes, ikke alene for at
opkøbe silden, der i nedsaltet
tilstand var en eftertragtet fastespise over hele det
dengang katolske Europa, men også for at udveksle andre varer.
De største og
ældste af disse markeder fandt, som navnet også antyder, sted på den skånske
kyst, hvor de dominerende handelspladser
var Skanør og Falsterbo. Men mange andre
steder, såvel ved Skånes som ved Sjællands kyster, fandtes mindre handelspladser,
som i kortere eller længere perioder var af betydning - blandt disse
hører Dragør.
Dragørlejets storhedstid som skånemarked
var i perioden fra 1300-tallet midte, hvor kongen gav de første privilegier
til handel
på stedet, til lidt ind i 1500-tallet, hvor et afgørende vendepunkt synes
af have været lejets afbrænding
under Grevens Fejde i 1536.
Det meste af året lå stedet øde hen,
men i markedstiden fra 25. juli til
9. oktober myldrede det med liv i en målestok, som man slet ikke kan forestille
sig i dag. 10.000, 15.00, ja 20.000 mennesker kunne samles her i disse
hektiske efterårsmåneder. Heraf var købmændene blot en mindre del, i dét
markedet trak folk af mange
professioner til. Først og fremmest naturligvis fiskerne
og de mange mennesker, der skulle tage silden under behandling, når den
var landet, nemlig ved rensning
og nedsaltning. Her har markedet nok haft den største
betydning for den lokale befolkning, der er strømmet til - ikke alene
fra Amager, men fra hele Øresundsområdet,
for at tage del i dette arbejde og tjene
gode penge.
Markedsområdet strakte sig langs kysten,
hvor Dragørs gamle bydel ligger
i dag, men fortsatte betydeligt længere mod nord.
Privilegierne gav oprindelig kun tilladelse
til at slå sig ned her i markedstiden,
uden at efterlade sig permanente boliger. Man boede derfor i primitive
telte og boder, som rejstes, når man kom, og atter fjernedes ved bortrejsen
- nogle få jordgravede stolper overdækket med sejldug eller lignende,
som ydede nødtørftig beskyttelse
med vind og vejr. Fra 1420'erne begyndte man at have
boderne stående fra år til år; det var nu lerklinede bindingsværkshuse,
men der var stadig kun tale
om en sæsonmæssig benyttelse af bygningerne. Først i 1500-tallet,
da Dragørs tid som international handelsplads var ved at være omme, begyndte
en fast beboelse så småt at tage form.
Enkelte havde vel nok allerede forud
beboet stedet hele året for at føre tilsyn med bebyggelsen, og
efterhånden havde nogle fiskere slået sig ned som helårsbeboere. Denne
første bebyggelse, der bestod
af små og uanselige bindingsværkshuse, har utvivlsomt ligget
i en række langs stranden - det var jo for fiskeriets skyld, man havde
slået sig ned her, og det gjaldt
derfor om at have bedst mulig adgang til vandet.
Fra
fiskerleje til skipperby
Da Hansetidens store
sildefiskeri klingede ud, oprandt en stille periode i byens historie.
Imidlertid havde der fundet
store begivenheder sted i Dragørs umiddelbare nærhed -
begivenheder, som i de følgende århundreder skulle blive af afgørende
betydning, også for Dragør.
I landsbyen Store Magleby, kun 2 kilometer
vest for Dragør, var bønderne,
der var fæstere under Kronen, blevet tvangsforflyttet,
og hollandske bønder, hidkaldt af Christian II, overtog gårdene.
i 1521 fik disse hollændere privilegier - de var ikke fæstebønder, men
kunne frit disponere over jorden,
og de fik store økonomiske fordele.
Deres beføjelser strakte sig også
ned til Dragør, hvor 2 af hollænderne
slog sig ned som gårdmænd. Hidtil havde der været en tolder i Dragør,
der tillige fungerede som foged og var indsat af lensmanden på Københavns
Slot, under hvem byen således sorterede. Nu nedlagdes dette embede imidlertid,
og det blev de hollandske amagerbønders overhoved, schouten, der for fremtiden
skulle indsætte fogeden i Dragør. Hermed var grunden lagt til megen kiv
og splid de to så forskelligartede samfund imellem.
Dragørs
afhængighed af nabobyen var total. Retsligt var Dragør underlagt
Hollænderbyens jurisdiktion, der fungerede efter hollandsk forbillede,
hvor den dømmende myndighed
lå hos schouten og 7 scheppens, alle valgt blandt de hollandske
gårdmænd. Denne retsform ophørte først i 1822, hvor hele retsområdet blev
sammenlagt med Tårnby Birk.
Dragør hørte også under St. Magleby
Sogn, og befolkningen måtte
søge kirken der, hvor der indtil 1735 udelukkende prædikedes
på hollandsk eller plattysk, derefter hver anden søndag på dansk, indtil
man i 1811 endelig gik over til en rent dansk gudstjeneste. Hertil kom,
at stolestaderne i kirken tilhørte
gårdmændene, som man måtte betale til, hvis man
ville sidde ned i kirken. I 1885 fik Dragør egen kirke, men blev først
et selvstændigt sogn i 1954.
Med hensyn til Dragørs interne forhold
synes hollændernes myndighed
dog hurtigt at være formindsket. Fra slutningen af 1600-tallet
valgte Dragørs befolkning selv 3 emner, hvoriblandt schouten så udpegede
fogeden. Samtidig synes en anden institution at vinde frem, nemlig "de
fire mænd" eller byforstandere,
som var valgt af beboerne uden indblanding udefra;
de bestyrede byens økonomi og optrådte som bystyre sammen med fogeden.
Omkring år 1600 bestod Dragør af 20
huse og et næsten tilsvarende
antal fiskerboder. Det var for langt størstedelens vedkommende små, lave,
simpelt byggede bindingsværkshuse. At der dog i al fald har været ét hus,
der skilte sig ud fra disse,
viste en udgravning, som Nationalmuseet foretog i 1970'erne,
hvor man fandt et stort, anseligt bindingsværkshus med kælder, fornemt
udstyret med bemalede vægge, dekorerede vinduesglas og en kakkelovn med
glaserede kakler.
Til trods for at byen i 1658 blev
udsat for hærgning og delvis afbrænding fra svenskernes
side, synes den at være vokset støt og roligt i løbet af 1600-tallet,
således at der i 1677 var 53
huse i byen. I 1682 var der 65 husmænd, foruden de 2
gårdmænd, der stammede fra St. Magleby, hvor jorderne også var beliggende.
Af husmændene synes endnu kun
få, ud fra navnene at dømme, at have været af hollandsk
oprindelse, et forhold, som dog meget snart skulle ændres.
Hansetidens fiskeri havde fundet sted
fra åben strand, men i 1600-tallet anlagde
hollænderne fra St. Magleby en havn ved Dragør. herfra eksporterede de
heste på egne fartøjer, herfra
opretholdt de forbindelsen med Saltholm, hvor de havde
deres kreaturer på græs om sommeren, og her havde de deres både liggende.
De hollandske amagerbønder drev nemlig,
som det også var almindeligt blandt danske
bønder i kystområder, tillige fiskeri og skibsfart med afsætning af egne
produkter. Det er formentlig
heri, den første spæde begyndelse til Dragør som søfartsby
skal søges.
Fra de 65 husmænd og 2 gårdmænd i
1682, var byen i 1699 vokset
til ikke mindre end 133 husstande, en imponerende vækst i løbet af så
få år, opnået ved tilflytning, fortrinsvis fra nabobyen St. Magleby og
fra Skåne.
Tilflytningen fra Skåne har nok delvis
været forårsaget af denne landsdels
afståelse til Sverige i 1658 - dog har kontakten både før og siden været
livlig over Øresund, som med tidligere tiders transportmidler snarere
har virket forbindende end
adskillende.
Tilflytningen fra St. Magleby har
sin baggrund i et stort befolkningsoverskud i forhold til den landbrugsjord,
der var til rådighed. Formentlig har der samtidig fundet en specialisering
sted, således at St. Maglebys skipperbønder blev rene landbrugere, medens
skippere og søfolk skilte sig ud som en særlig gruppe, der af praktiske
årsager flyttede ned til Dragør.
Skippertiden
Det var i slutningen af 1600-tallet,
at den udvikling begyndte, der forlængst var fuldført, da arkitekten
Laurids de Thurah i 1758 udgav et topografisk værk om Amager, hvori han
giver en nøje beskrivelse af øen og dens bysamfund. Om Dragør fortæller
han, at beboerne foruden et
par håndværkere består af "lutter enroullerede skibsfolk",
og at de har "mangfoldige små skibe", som først og fremmest går i indenrigsfart,
men også sejler på udenrigske stæder.
Det
tidligere fiskerleje var blevet
en blomstrende søfartsby, bestående af 270 "temmelig vel byggede" huse,
og byen havde dermed nået næsten samme udstrækning, som den gamle bydel
har i dag.
I 1710 var 6 små jagter hjemmehørende
i Dragør, men både antallet og størrelsen voksede hurtigt - dog var jagter
og galeaser fortsat næsten enerådende gennem hele århundredet. Thurah
nævner korn og fedevarer som eksempel på fragter, pudsigt nok nævner han
ikke brænde, som Dragørskipperne ellers gennem hele 1700-tallet havde
specialiseret sig i. Handelen med Amagers egne produkter synes derimod
hurtigt at være gledet i baggrunden - i 1771 blev denne trafik opretholdt
af 2-3 små åbne både. Skønt der fra Københavns Skipperlaugs side blev
gjort store anstrengelser for at bremse Dragørskipperne, var 1700-tallet
en god tid for Dragørs skibsfart, der blev båret frem af almindelige
godt tider for dansk handel og søfart. Derimod mistede fiskeriet ganske
sin betydning - det blev til et bierhverv, udøvet når lejlighed gaves
og af ældre søfolk, der var
gået i land. I 1771 var der ikke en eneste erhvervsfisker
i byen, og først i sidste halvdel af 1800-tallet genopstod erhvervsfiskeriet.
Det
var fra starten almindeligt, at flere gik sammen om et skib. De små jagter
fra 1700-tallets første årtier ejedes som regel af 2 mand i fællesskab,
hvoraf den ene var skipperen;
senere, som skibene blev større, voksede også antallet
af parthavere. De såkaldte partsrederier tjente dels til at skaffe den
fornødne kapital, dels - og
det har nok ikke været det mindst væsentlige - til at
fordele risikoen, i en tid da søassurance endnu ikke var almindeligt udbredt.
De gode tider for skibsfarten fortsatte
frem til 1807, hvor England beslaglagde
den danske flåde, som optakt til en søkrig, der varede til 1814.
Dette fik katastrofale følger for
den danske skibsfart i almindelighed og som følge
deraf også for Dragør. Forholdene til søs blev usikre, danske handelsskibe
opbragtes af englænderne, og
mange danske søfolk havnede i engelsk krigsfangenskab.
Oven i dette kom så statsbankerotten i 1813, der medførte en voldsom
forringelse af pengenes værdi. Krigen havde dog også åbnet mulighed for
helt nye indtægtskilder. Som
modtræk mod englænderne udrustedes danske kaperfartøjer,
småskibe og både, der armeredes og som havde tilladelse til at opbringe
engelske handelsskibe. Mange søfolk tjente gode penge ved denne kaperfart.
Også fra Dragør udrustedes kaperskibe, ligesom mange Dragørfolk deltog
i kaperfarten på fremmede skibe. men det gjaldt for disse som for andre,
at var pengene ikke anbragt
i fast ejendom, mistede de store set deres værdi i 1813.
Da krigen var slut i 1814, stod man
således overfor at skulle genopbygge
hele grundlaget for den tidligere så blomstrende skibsfart - og det i
en økonomisk krisetid, hvor
ingen havde penge at investere i hverken skibe eller handel.
Det gik da også kun langsomt fremad i starten, men omkring århundredets
midte var krisen overvundet,
og Dragør gik ind i sin sidste, korte, men hektiske blomstringstid
som søfartsby.
Blandt Dragør-skibene var nu også
større fartøjer - skonnerter,
brigger og barkskibe - og i pagt hermed udvidedes trafikken
til fjernere mål som Middelhavet, Sydamerika m. v. Da Dragørs flåde i
1878 var på sit højeste, havde
de her hjemmehørende skibe en samlet lasteevne på 12.422
brt. - et tal, som kun blev overgået af København og Helsingør. Stort
set alle disse fartøjer var
imidlertid ældre skibe, da de indgik i Dragørs flåde. Et skibsværft
havde byen aldrig haft, og nybygninger erhvervedes sjældent. Ved århundredets
midte var mange sejlskibe billigt til salg, grundet den stadig stigende
konkurrence fra dampskibene. Det var disse billige, ældre skibe - særlig
råsejlere, der krævede stort mandskab til de mange sejl - som Dragørskipperne
opkøbte. Skibe, som havde vanskeligt ved at klare sig i konkurrencen
med dampskibene, og skibe, som i løbet af en forholdsvis kort periode
var udtjente. I løbet af 1880'erne gik det voldsomt tilbage for Dragørs
skibsfart, og inden århundredet
var til ende, var Dragørs rolle som søfartsby udspillet.
Nedgangstiden kom pludselig og ramte
hårdt, fordi byens erhvervsliv
næsten udelukkende var orienteret mod søen. Det var ikke kun den egentlige
skibsfart, der berørtes, men også de øvrige maritime erhverv, som sideløbende
med skibsfarten havde haft gode kår i lange tider, nemlig lodsningen og
bjergningen.
I 1684 lagdes grunden til Dragør Lodseri,
da Chr. V tildelte 6 mand fra Dragør
en årlig løn for at lodse orlogsskibe gennem Sundet samtidig med, at de
fik privilegium på lodsning
af andre skibe. De 6 lodser blev hurtigt til flere - i
1744 var der 18 fastlodsere og 6 reservelodser. Rekrutteringen synes næsten
udelukkende at være foregået
inden for familier med tradition for dette erhverv.
Gennem 1800-tallet voksede antallet
af lodser støt for at kulminere
i 1870'erne, hvor det nåede op over 50, men derefter indtrådte også en
brat nedgang. Hvor der i 1877
havde været 5597 lodsninger, var antallet i 1886 faldet
til 2049, og denne tilbagegang fortsatte. Også her var nedgangen forårsaget
af dampskibenes sejrstog. Mange lodser måtte førtidspensioneres, og i
1906 var der kun 7 lodser tilbage.
Siden er det dog atter gået fremad, og i begyndelsen
af 1980'erne talte Dragør Lodseri 18 lodser.
Et andet maritimt
erhverv, som var af stor betydning for byen, var bjergningen, som lige
fra 1600-talelt havde været
organiseret kommunalt - en organisationsform, som fortsatte,
indtil bjergningen ved begyndelsen af 1900-tallet havde mistet sin vitale
betydning for byen. Således kom indtægterne ikke alene bjergningsdeltagerne
til gode, men var kort sagt hele det økonomiske grundlag, byen
hvilede på.
Når et skib blev observeret på grund,
gik der straks en båd ud, oftest med en af byforstanderne om bord, for
at forhandle om bjergningskontrakten. Imens lod de interesserede sig indskrive,
hidkaldt af bytjeneren, som
blæste i byens horn og råbte "til skibs". Indskrivningen fandt sted
i byens hus, nuværende Dragør Museum på havnepladsen.
Indtægterne fra bjergningen
blev opgjort og fordelt en gang om året efter nøje fastlagte regler og
var i en lang periode tilstrækkelige til, sammen med byens øvrige, ret
beskedne indtægter, at afholde
alle offentlige udgifter. Bjergningsindtægterne nåede
svimlende højder i perioden 1875 - 1885, hvor der i gennemsnit tilflød
byen 56.000 kr. årligt, og
århundredet ud holdt indtægterne et pænt niveau, hvorefter
de faldt til ubetydelige beløb.
Årsagen til tilbagegangen skal atter
søges i udviklingen inden for skibsfarten, de større fartøjer krævede
et ganske andet materiel, en
Dragørbjerger var i besiddelse af, og fra 1866 måtte man
indgå kontrakt om bjergningen med det mere moderne udstyrede Em. Z. Svitzers
Bjergnings Enterprise - en
kontrakt, der for hver gang den fornyedes, stillede Dragørbjergerne
ringere og ringere. Det var således byens 3 hovederhverv, der alle
sygnede hen omkring århundredeskiftet. Søfolkene tog hyre på fremmede
skibe - mange søgte ind ved
de store københavnske rederier. Tilbage af maritime erhverv
var nu blot fiskeriet, der i sidste halvdel af 1800-tallet atter havde
fået betydning.
Der var naturligvis en del handlende og håndværkere i byen. Gennem hele 1800-tallet og et stykke ind i 1900-tallet fandtes et utal af småbutikker rundt om i byen, hvor handelen foregik inde i stuen og ikke satte præg på husets ydre. Skibsfarten havde også skabt en del handel, specielt kadrejervirksomhed, hvor de handlende gik ud i småbåde og handlede med de forbipasserende eller på reden opankrede skibe. En vigtig afsætningsvare til skibene var rugbrød, og det er nok heri - samt den kendsgerning at Dragørhusene ikke havde bageovn - at forklaringerne skal søges på de mange bagerier, der fandtes i byen.
Et
fremtrædende håndværk, som
satte sit præg på byen gennem hele 1800-tallet og fortsat
eksisterede frem til 1930'erne, var blegeriet. Oprindelig har det formentlig
være hjemmevævede lærreder og blegning for private, man har beskæftiget
sig med. Senere var det de store københavnske firmaer, som sendte lærred
til blegning i Dragør.
En anden vigtig indtægtskilde for
byen gennem flere århundreder
var vævningen, i dét de indrullerede søfolks koner havde
særlig tilladelse til at væve og sælge deres produkter. Dette er flere
gange søgt udnyttet industrielt
ved anlæggelse af væverier, hvor produktionen dog
i vid udstrækning foregik i hjemmene, idet materialerne hentedes på væveriet,
hvor det færdige produkt siden afleveredes. Nogen særlig succes var disse
væverier, hvoraf det første etableredes i 1780'erne, ikke. Først da der
i slutningen af 1800-tallet
anlagdes et væveri vest for byen, lykkedes det trods vanskeligheder
at holde dette i gang.
Da Amagerbanen i 1907 blev ført igennem til Dragør, indledtes et nyt kapitel i byens historie. Toget gav i langt højere grad end de dagvogne, der hidtil havde opretholdt forbindelsen til hovedstaden - adgang for byens befolkning til at søge deres arbejde i København. Samtidig åbnedes der mulighed for københavnerne til at tage på udflugter til Dragør.
Hermed indvarsledes en helt ny tid for byen - landliggertiden, hvor mange Dragørfamilier fik et kærkomment supplement til deres indtægter ved hver sommer at flytte op på loftet eller ud i udhuset, for at udleje deres bolig til københavnere. Landliggertiden kulminerede i løbet af 1920'erne og 1930'erne, men enkelte steder vedblev man dog at have sommergæster endnu op i 1950'erne. Det var ofte den samme familie, som vendte tilbage år efter år, og mange af disse landliggere endte med selv at bygge sommerhus eller endog helårshus i Dragør.
Medens byen i århundreder havde holdt sig inden for et snævert område afgrænset af grønningerne i vest og syd og af gårdenes jorder i nord, sprængtes disse grænser fuldstændigt i 1900-tallet. Først ved en beskeden villabebyggelse rundt om den gamle bydel, men fra midten af 1900-tallet med en fuldstændig udbygning af byens areal i syd og en tiltagende helårsbebyggelse på tidligere sommerhusgrunde i nord.
Når Dragørs gamle bydel har så helstøbt en karakter, hænger det sammen med byens udvikling, som den er opridset i det foregående, i dét størstedelen af bebyggelsen har fået sin udformning i sidste halvdel af 1700-tallet - i de gode tider, da søfarten blomstrede og bragte penge til byen.
I de gode år i 1800-tallet opførtes dog også en del bygninger. Store samlede dele af bebyggelsen stammer fra 1800-tallets midte, forårsaget af 2 store brande i henholdsvis 1842 og 1952, der hver gik ud over en snes huse. I forbindelse hermed opstod også en helt ny bydel, Nyby, beliggende umiddelbart vest for den gamle bydel.
De dårlige tider hvor byens erhvervsliv i slutningen af 1800-tallet satte en stopper for byggeaktiviteten på et tidspunkt, hvor nye byggeområder- og materialer endnu ikke havde vundet indpas.
I modsætning til andre steder ved Øresundskysten satte landliggertiden sig ikke væsentlige spor i Dragør. Kun påbyggedes en del tagkviste i forbindelse med indretning af lofterne - en udvikling, der er fortsat inden for de seneste tiår af det 20. århundrede, hvor Dragør er blevet et attraktivt boligområde, med deraf følgende høje huspriser og stigende krav til boligernes indretning.